Brutakk

Brutakk

Befolkning

I Brutakk lever de brune stammetrolde i klaner, der ledes af en høvding. De har små spredte landsbyer, hvor de holder til, når de ikke er på jagt. Der er ikke en egentlig overordnet styring af området, men de har en fornemmelse af, hvor deres land er, og dermed hvor kentaurerne ikke er velkomne.

Samfund

I vildmarken er der ikke plads til de svage, så de vælger som regel den ærefulde vej og forlader stammen for at dø alene. Det har givet dem en kort levetid med en meget hurtig reproduktion og en stærk krop. Stammetrolde er, som mange tror, ikke dumme, de er bare dovne hvad angår sprog. De har et meget kraftigt overlevelsesinstinkt, som gør at de ikke slår hinanden ihjel, men de kan sagtens udkæmpe blodige kampe for at finde den stærkeste og taktisk snedigste til at lede dem. Dette er for at have et stærkt folk, der kan overleve at jage kæmpeormene i ørkenen og heltene fra Bragonia.

Ledelse, politik og strafudmåling

Deres ledelsesform er tyranni, hvor det er den største, stærkeste og klogeste der bestemmer. Straf er ofte midlertidig bortvisning fra klanen, hvor de andre ignorerer vedkommende. Hvis der er tale om en meget slem handling, så kan bortvisningen være til evig tid, og klanen vil opføre sig som om vedkommende aldrig har levet.

Kunst og musik

Totemmer i træ og stenmed udskæringer som er farvede. De er meget til store trommer og lange hule rør der giver dybe toner (didgeridoo), samt monoton sang og dans.

Klima og landskab

Brutakk er et varmt savanneområde med spredt lavt bevoksning. Her er aldrig faldet sne, og regn er der heller ikke meget af. Årstider eksisterer ikke på samme måde her, som mange andre steder i verden. Her er året delt op i tørperioder og regntid, hvor sidstnævnte ofte finder sted i foråret/starten af sommeren og igen midt i efteråret.

Landbrug og naturlige resurser

Stammetrolde dyrker ikke jorden, men jager i stedet. Savannen er hjem for mange forskellige gazellearter i varierende størrelser, men også kæmpeormene i Arduis jages for deres blod. Ofte tager en del af klanen på en længere jagttur for at vende tilbage med føde til resten. Så vidt det vides indeholder jorden ingen vigtige mineraler, men ingen har rigtigt haft interesse i at studere den.

Byer

Deres byer er lavet af ler og sten med stråtage for at beskytte imod de kolde nattetemperaturer. De ligger enten i klynger i læ af klipper, store sten eller den spredte bevoksning. Der lugter som regel fælt, når vinden ikke blæser hen over savannen.

Nabolande og grænseforhold

Mod syd ligger Arduis, hvor der ikke bor meget andet end kæmpeormene. Kentaurerne fra Iapiossletten er de eneste reelle naboer, og når de trænger ind på områder, som tilhører stammefolket, ender det altid i blodige kampe mellem de to racer.